Spirituelle koncepter

Konceptudviklingen indeholdt flere spirituelle indslag.

Blandt andet kom en af grupperne frem til konceptet mobilbøn, men det viste sig hurtigt ikke at være en særlig ny idé, da fx den katolske kirke allerede leverer en podcast med prædiken.

Der er dog stadig noget fascinerende i, at lyd kan skabe rum og tilmed hellige rum. Lidt i familie med denne idé var konceptet Grædende Skulptur, der, som det fremgår af navnet, gik ud på at have en installation beståede af et grædende hoved eller lignende akkompagneret af lyden af gråd og salte tårer. Installationen kunne eventuelt stå i et hospital eller på andre steder, hvor folk havde brug for at ritualisere deres sorgbearbejdelse og opnå en form for følelsesmæssig renselse. Idéen har en klar kunstnerisk vision som oplevelse og som kommentarer til det moderne aftraditionaliserede samfund, mens det måske er sværere t få øje på det kommercielle potentiale. Til gengæld må man sige, at selve det lydlige aspekt af skulpturer og lignende sagtens kunne udforskes nærmere og trække noget fra den distance, man indimellem kan føler, når man betragter diverse formgivninger i marmor og ler.

Sidst men ikke mindst er jeg nødt til at fremhæve det meget spændende koncept: Spøgelsernes resocialisering i den digitale tidsalder.

Kort sagt gik idéen ud på en slags antikvering af den støj, man oplever, hvis man tuner sin radio ind mellem kanalerne på FM-båndet. Gruppen havde opfundet en form for nøglering, der kunne formidle denne specielle radiotomrummets støj til unge nysgerrige og lidt ældre nostalgikere.

Nøgleringen skulle ikke blot indeholde et sample men en reel scanning af et frekvensområde, og lytteoplevelsen skulle på én gang formidle trygheden ved det gammelkendte og utrygheden forbundet med chancen for pludselig at støde på paranormale eksistenser. I første omgang havde vi at gøre med et produkt, der kunne tillægges følelsesmæssige værdier, og som formentlig ville henvende sig til en smal men kulturelt dannet målgruppe – måske lidt på linje med vinylentusiaster eller andre vintagedyrkere.

Idéen om at søge i æteren gav dog også anledning til en række mere kommercielle idéer. Måske kunne man lave en klub, der mødtes på bestemte frekvenser og lod folk vide, hvis der var klubmedlemmer i nærheden. Ud af dette koncept sprang idéen om individuelle profiler, og vi bevægede os ud i en brainstorm om fysisk kontakt med MySpace-venner, dating, Gay-dars, osv. Der skulle efter sigende eksistere services i Japan, hvor man kan få oplyst personlige oplysninger om forbipasserende, hvis de vel at mærke er medlemmer og har gjort oplysningerne tilgængelige.

Lige nu er min fornemmelse, at idéen ikke er landet helt, og at den stadig svæver rundt mellem spøgelserne i æteren, men jeg tror, at endnu en brainstorm over dette koncept vil kunne tune os ind på noget rigtig spændende.