Rethinking Sound-in-Context, part II

Den første workshop i Sound Forum Øresund havde som et af sine formål at lade deltagerne reflektere over forskellige oplevelser af lyd og identificere områder, hvor der kunne være behov en gentænkning af det lydlige aspekt. Disse områder kunne både være design, kunst og forskning, og typisk havde mange af dagens idéer berøringsflader med flere af disse domæner på én gang.

Materialet bestod på denne dag dels af partnernes forberedte koncepter dels af idéer fra vores brainstorm. Denne post omhandler vores brainstorm, hvor idéerne samlede sig i fem formationer:

“Sound as place, Pointing sounds, Sound as trigger, Noise, Feedback.”

Lyd som angiver steder og placeringer

Vores samtale tog sit udgangspunkt i det tilfældige ord ”sommer”, og vi legede lidt med fantasier om, hvordan baggrundsmusik bruges til at tillægge fysiske rum en bestemt stemning, der fx har til formål at virke afstressende. Lyden i rummet farver oplevelsen af det eller lader måske nærmere lytteren drømme sig væk ind i sit eget indre rum. Denne lille tråd fik Uwe til at komme op med et navn, som næsten lyder som noget fra en dystopisk science fiction-novelle: SoundEscape. Vi kan forsvinde ind i lyden, og denne tanketråd skulle vise sig at vende tilbage i samtalen senere i mere konkret form.

Den næste tråd udsprang af Uwes beklagelser over dårlig lyd på telekonferencer og ved præsentationer. Ofte er lyden dårlig ved fysiske konferencer, da man ikke har det rette udstyr, og fordi indstillingerne i det udstyr, man har, ikke er tilpasset rummet. Ved en telekonference skal lyden ikke arbejde med eller mod et rum, men derimod skabe et. Hvis folk ikke kan fornemme hinanden i en form for rum, mangler de blandt andet tegn til at angive, hvornår talen starter eller stopper. Kunne man fine ud af at skabe et mere konceptuelt rum ved at anvende de rette lydlige tegn?

På det lidt mere abstrakte plan ledte samtalen mig ud i en række overvejelser omkring arkitektur. Nogle gange er det umuligt at finde rundt, når man kommer til en ny by. Andre gange er det som om, at arkitekturen leder én på vej og siger ”her er havnen”, ”dette er vejen til banegården”, osv. Der findes selvfølgelig forskellige typer af byer, der kræver et vist ’genrekendskab’. På samme måde er det også med musikalske genrer, hvor konventionelle strukturer fortæller os, hvad der er ved at ske. Kan andre lyde mon fungere på samme måde? Kan vi lave lydplanlægning, lige som vi laver byplanlægning? I første omgang lyder det måske flippet, men vores hjerne rummer utvivlsomt et stort lager af lydlige strukturer, der er kortlagt som små narrativer og vedhæftet bestemte associationer. Tænk bare på hjerteslag, dybe droner, lyden af rumklang og ekko, noget der koger, osv. Lyd kan lede os gennem både rumlige og narrative forløb, vi ved blot stadig alt for lidt om hvordan. Et muligt forskningsprojekt?

En anden mulighed i denne sammenhæng er webservices som www.pandora.com, som lader brugerne generere egne radiostationer ud fra genrepræferencer. Dette kræver en del kortlægning fra udbydernes side, men egentlig er det synd, at genrelandskabet ikke er visualiseret. Jeg gør ud fra, at det er sådan noget, Open Space vil gøre, men jeg ved ikke, hvor langt de er med konceptualiseringen af denne kortlægning. Det bliver lidt kedeligt, hvis interfacet fx kun bygger på tidslig kronologi.

Henvendte lyde

Næsten som en helt naturlig konsekvens af den samtale vi var i gang med, ledte et lidt senere udtag af post-its os videre i en snak om lyd og lokalisering på et lidt mere konceptuelt plan. En lyd kan måske fortælle os, hvor vi er i et rum, men den kan også fortælle os, fx vores nummer i en kø. De fleste af os kunne nikke genkendende til frustrerende oplevelser med call centre, hvor man venter på at tale med en levende servicemedarbejder og i stedet er henvist til tabt tid, uvished og Kaare Norge. Steven fortalte om et call center, hvor de havde et avanceret system, der lod folk indtale beskeder, men desværre blev mange af beskederne rodet sammen, og man måtte gå tilbage til mere traditionelle former. Umiddelbart virker det dog som et meget relevant indsatsområde.

På et tidspunkt hvor vi var ved at løbe tør for inspiration, og vores idéer kørte i ring, trak vi ordene ”Tågehorn” og ”Point”. Dette udløste en kort måbende pause, men så kom Finn med en fin pointe: Tågehornet er en gammel opfindelse, som kan siges kun at være henvendt til nogle få, men alle var altid nødt til at lytte til det. I dag forsøger man med teknologi at henvende meddelelser til langt mere specifikke og afgrænsede modtagere. At modtage en SMS kan være meget privat eller diskret, også selvom mange har ringetoner, der fint kan siges at være vor tids nye tågehorn. Trenden går afgjort den vej, men hvad er næste skridt?

Samtalen om henvendte lyde ledte os videre ud i en anden type snak om arkitektur. Hvad kan man gøre for at tydeliggøre de lyde, vi er nødt til at høre, og dæmpe dem vi gerne vil undgå? Vi dvælede lidt ved en snak om simulationssoftware, der kunne hjælpe ingeniører og arkitekter, men jeg tror ikke, at nogen af os var nok inde i emnet.

Til gengæld ligger der måske en anden idé og svæver: Der kan sagtens være en masse praktiske hensyn, der gør det svært for Jakob og co. at realisere ECHO i Atrium, men måske kunne grundprincipperne anvendes i lidt mindre målestok i en helt anden sammenhæng. Idéen om lydlommer på bestemte afgrænsede lokaliteter og muligheden for at flytte rundt på dem via reflekterende spejle har bestemt en bredere anvendelsesmulighed. I ankomsthaller og lignende er de visuelle informationer altid distribueret rundt på mange små skærme rundt omkring, mens lyden er centraliseret i få højttalere, hvis output kvæles i klang fra rummet. Dette er egentlig paradoksalt, da et visuelt indtryk skal opsøges og vælges til, mens lyden har en mulighed for at afbryde.

Lyd som trigger – lyd som støj

Lyd kan afbryde som en alarm, der får dig til at stoppe op og slippe, hvad du end har gang i og foretage dig noget helt andet, som en baby, der græder, eller en kedel, der hyler. På samme måde kan også stilhed virke hæmmende. Det er irriterende at sidde i en larmende restaurant eller café, men hvis den er alt for stille, kan man næsten mærke, hvordan væggene har ører. Stilhed er højtidelighed, mens støj giver os noget at gemme os gemme os bag. Her er det sjovt at overveje fx stemning og adfærd til koncerter med hård rock eller techno.

Hvordan kan lyd eller ikke-lyd udløse forskellig adfærd?

Vi kom også ind på emnet udfasning, som er en af de nye, hotte features ved hovedtelefoner, der dæmper omgivende støj ved at udsende lydbølger i modfase. Vi forestillede os ”den stille sofa”, men kom jf. overvejelserne om stilhed til at spekulere på, om en sådan sofa ville være rar eller uhyggelig.

Her kom vi også på, hvordan vores krop indimellem udsender ufrivilligt støj, og sjovt nok har det en beroligende effekt, når offentlige toiletter spiller musik eller indspillede digtoplæsninger. Der er nok en grund til, at det hedder ”pinlig tavshed”.

Overvejelserne omkring støj affødte en interessant diskussion om, hvorvidt det var vedvarende eller omskiftelig støj, der var det mest stressende, og om naturlige ’støjlyde’ var mere afslappende end ’kunstige’. I forskningsøjemed kunne en eller anden form for kategorisering være ret interessant. På et udviklingsområde kan man så efterfølgende spekulere i, hvordan vi kan omdanne støj fra én til en anden kategori.

Feedback og friktion

Feedback kan være mange ting også indenfor lyd, men denne samtale havde sit primære omdrejningspunkt i en ret afgrænset problemstilling: Hvordan artikulerer vi ventetid. Hvordan er computeren færdig med at rendere? Gik det godt? Hvornår er vaskemaskinen færdig? Og hvordan vil jeg gerne informeres undervejs? I nogle tilfælde kan et lille bip på telefonen være den bedste made, men informationen kan også komme via billeder og tekstbeskeder. Kan vi kortlægge hvilke situationer, der indbyder til bestemte former for feedback?

Feedback kommer også i mere direkte fysisk form. Vi kan lide det lille klik, når vi drejer på en knap. Den lille indikation af, at vi har gjort den tilstrækkelige indsats, og at apparatet virker.

Feedback kan være den lille friktion, der opstår, når vi møder verden. Følelsen af fødderne, der rammer et trappetrin. Det lille bump, når vi stiller noget fra os. Lyden af friktion ligger ofte i grænselandet mellem feedback og støj, mellem navigation og irritation. Lyden af friktion er en artikulation af transformation. Overførsel fra fingerbevægelse til tone eller ord på papir. Det er en indikator af rum, kraft og tekstur. Lyd er bevægelse utrykt over tid.

Det er et centralt element i design at beslutte, hvor friktionen skal dæmpes eller forstærkes, akkurat som i kommunikation, hvor man skal afveje information og støj. Kan denne problematik også tænkes ind i andre videnskabelige, kommercielle eller kunstneriske tiltag?