onsdag, oktober 11, 2006

Brainstorm og konceptudvikling

En stor del af tiden på workshoppen blev brugt på at udvikle nye idéer til projekter med fokus på lyd. Foruden de helt konkrete idéer var formålet med denne aktivitet at afsøge nye stier indenfor domænet og se, på hvilke områder vores forskellige samarbejdspartnere kunne forene deres interesser.

Kort fortalt udspillede arbejdet som en proces, hvor vi genererede en stor mængde løse, kort beskrevne idéer, som vi siden kombinerede på forskellige måder, så de kunne afføde nye tanker og idéer til mere omfattende koncepter for både forskning, kunst og produktudvikling. Ved denne seance kom en stor del af idéerne til at centrere sig omkring produktudvikling, men undervejs affødte processen også diskussioner af mere filosofisk karakter.

Download video af en løssluppen samtale om lyden af friktion

Nedenfor følger en gennemgang processen, mens næste indlæg indeholder en kort refleksion over nogle udvalgte formationer af idéer.

Processen

Workshoppens titel var ”Rethinking Sound-in-Context”, og vores udgangspunkt var at reflektere over, hvordan vi oplever lyd i forskellige situationer. Vi startede derfor med en fri brainstorm, hvor vi på post-its hver især nedskrev idéer, der knyttede sig til forskellige kategorier af oplevelser med lyd:

  • Sound as an annoyance
  • Sound as a community
  • Sound as a marker/signifier
  • Comforting sounds
  • Interplay with other senses

(Oversat: Lyd som gene, lyd som fællesskab, lyd som social og spatial markør, lyd som trøst, og lyd i samspil med andre sanser.)

Ved samme lejlighed udfyldte deltagerne desuden hver en håndfuld post-its med tilfældige ord.

Her er lidt indhold fra et par af de udfyldte sedler:

  • Baby
  • Lullaby
  • 3D sound design software for architects
  • Creating calming sounds for stressful situations
  • Sound of a product when it’s working (feedback sound)
  • Sound as carrier of information about special placement in 3D virtual environments
  • Concert through the internet
  • The ear as the slave of the eye
  • Alert-sounds from a computer
  • Improvement of sound in electronic presentations
  • Sound as a story teller
  • Phase inversion on industrial machinery to reduce unwanted noise
  • Relaxing soundtracks in stressful public places (post office/train station etc.)

Efter at sedlerne var blevet udfyldt, satte deltagerne dem op på en tavle i små klynger i forhold til, hvordan den enkelte intuitivt så en relevans. Vi sluttede denne seance af med en diskussion af idéernes placering og samlede nogle klostre med forskellige overordnede temaer, der næsten som et koordinatsystem med to akser placerede sig mellem fysisk og virtuelt rum på x-aksen og irritation og behag på y-aksen.

Anden del af udviklingsarbejdet gik ud på at arbejde videre med klostrene, der blev pillet ned fra tavlen og samlet i bunker. Denne fase foregik ved, at vi i relativt kortvarige runder trak to kort fra en bunke og kombinerede den med et tilfældigt ord. Disse ofte skæve sammenstillinger af ord og idéer satte gang i fantasien og affødte en del små narrativer om situationer, hvor der kunne være forskellige behov for en gentænkning af lyd i form af typisk nye services eller produkter. Hver runde bød på sine formationer af konceptidéer, som vi samlede i nye bunker sammen med vores notater.

Efter seks runder kiggede vi igen på vores nye bunker og lavede en prioriteret rækkefølge for, hvilke vi helst ville bruge tid på at videreudvikle og gav disse en ekstra tand. Til sidst udfyldte vi nogle ark med hjælpespørgsmål, der hjalp os til at indfange og evaluere koncepterne.

Der skal ikke herske nogen tvivl om, at vores aktiviteter dannede en stor mængde af idéer og motiverede en række meget interessante samtaler. Bagefter var vi dog en lille smule i tvivl om, hvorvidt det havde været en god idé at bruge de tilfældige ord. Imod idéen kan det siges, at vi kom til at bryde rytmen i den ellers meget fokuserede kortlægning af vores idémateriale. På den anden side fremgik det også tydeligt af de udfyldte post-its, at vi fra start tænkte meget i de samme baner, og at der var brug for et eller andet kaoselement. Overordnet set synes jeg, at det kaotiske havde sin berettigelse, men måske havde været en god idé at se, hvor langt vi kunne være kommet, hvis vi havde startet konceptudvikling ud fra vores første formationer på tavlen og havde ventet med de tilfældige ord til lidt senere i processen.