Day five: A monkfish experience - godt for huden!
Jeg er så heldig, at være ledsaget i Tokyo af en sand gourmant med en bedre guidebog end min! På Simons anbefalinger stifter vi derfor denne aften bekendtskab med en japansk madoplevelse komponeret over temaet "havkat på 101 måder", Anko-Nabe (aka Monkfish Stew aka "havkat-suppe", i mangel af bedre navn) .
Vi ankommer til den meget traditionelle restaurant gennem en tung trædør i dværgstørrelse. Indenfor bliver vi hilst velkommen af flere kimonoklædte kvinder med buk og mange smil. Vi bliver bedt om at sætte skoene og går på bare tæer ind i et lille privat aflukke uden andet møblement end tatamimåtter, træudskæringer og et lavt rødt lakbord med gasbrænder på midten. Vores mange søde værtinder vimser rundt og skænker grøn te og sake, uddeler varme vaskeklude til fingrene, og vi bestiller omsider husets specialitet, Anko-Nabe - en gammel fiskeret fra landdistrikterne, som går under kælenavnet "poor man's lobster". Forventningerne skrues lige en tand op efter den besked! Men først ouverturen:
Som 1. appetizer får vi serveret sirlige skiver af havkat-lever, der dyppes i soya, og jeg må tilstå: fois gras, go home!
Som 2. appetizer får vi små monkfish-hapsere i tynd sprødstegt dej med citronsaft og tang-krydret salt. Dertil japanske pickles af græskar, ingefær og radiser. Touché til fish and chip.
Som 3. appetizer får vi .....ja, det har jeg faktisk glemt, men også en himmelsk variation af denne skønne fisk.
Hovedretten ankommer i en skinnende bowle med en række for mig ukendte grøntsager, tofu, nødder og nudler og simrer i 5 minutter foran os, mens de lifligste dufte breder sig. Imens sidder vores værtinde på knæ ved bordet og konverserer og skænker mere sake hver gang vi drikker lidt (ja, det er så her, man skal passe rigtig meget på). "Kampai" for den kunstneriske oplevelse!
Da det store øjeblik indtræffer, og retten er færdig, indtræffer imidlertid den ultimative skuffelse: kødet, hvoraf det meste er skind med fedtkant, har en konsistens som kogt flæskesvær (!!!) - måske ikke lige det, jeg mentalt har bygget op til, men det er ifølge Simon helt efter bogen, og som vores værtinde siger - "very expensive, very much collagen, very good for your skin"....og så er det jo svært at afslå.
Refleksion: Når man ser et billede af fisken virker denne egenskab ærlig talt som et paradoks - måske skulle den prøve at nippe lidt til en fjern fætter for at få fristet teinten op!
Sidste afdeling af madforestillingen har karakter af gedigen tryllekunst: Suppen tilsættes kogt ris, koger lidt videre, mens vi snakker kultiveret om Little Mermaid, Tivoli og Tommeliden - og jeg aner ikke, hvorfor lige netop dette eventyr er så udbredt i Japan, men det bliver altid nævnt først. Hun tilsætter to rå æg, rører lidt rundt med et sæt spisepinde, drysser til sidst med friskhakket purløg, og voila - monkfisk stew er blevet til risotto for to.
Bon appetit// // MooSan
Vi ankommer til den meget traditionelle restaurant gennem en tung trædør i dværgstørrelse. Indenfor bliver vi hilst velkommen af flere kimonoklædte kvinder med buk og mange smil. Vi bliver bedt om at sætte skoene og går på bare tæer ind i et lille privat aflukke uden andet møblement end tatamimåtter, træudskæringer og et lavt rødt lakbord med gasbrænder på midten. Vores mange søde værtinder vimser rundt og skænker grøn te og sake, uddeler varme vaskeklude til fingrene, og vi bestiller omsider husets specialitet, Anko-Nabe - en gammel fiskeret fra landdistrikterne, som går under kælenavnet "poor man's lobster". Forventningerne skrues lige en tand op efter den besked! Men først ouverturen:
Som 1. appetizer får vi serveret sirlige skiver af havkat-lever, der dyppes i soya, og jeg må tilstå: fois gras, go home!
Som 2. appetizer får vi små monkfish-hapsere i tynd sprødstegt dej med citronsaft og tang-krydret salt. Dertil japanske pickles af græskar, ingefær og radiser. Touché til fish and chip.
Som 3. appetizer får vi .....ja, det har jeg faktisk glemt, men også en himmelsk variation af denne skønne fisk.
Hovedretten ankommer i en skinnende bowle med en række for mig ukendte grøntsager, tofu, nødder og nudler og simrer i 5 minutter foran os, mens de lifligste dufte breder sig. Imens sidder vores værtinde på knæ ved bordet og konverserer og skænker mere sake hver gang vi drikker lidt (ja, det er så her, man skal passe rigtig meget på). "Kampai" for den kunstneriske oplevelse!
Da det store øjeblik indtræffer, og retten er færdig, indtræffer imidlertid den ultimative skuffelse: kødet, hvoraf det meste er skind med fedtkant, har en konsistens som kogt flæskesvær (!!!) - måske ikke lige det, jeg mentalt har bygget op til, men det er ifølge Simon helt efter bogen, og som vores værtinde siger - "very expensive, very much collagen, very good for your skin"....og så er det jo svært at afslå.
Refleksion: Når man ser et billede af fisken virker denne egenskab ærlig talt som et paradoks - måske skulle den prøve at nippe lidt til en fjern fætter for at få fristet teinten op!Sidste afdeling af madforestillingen har karakter af gedigen tryllekunst: Suppen tilsættes kogt ris, koger lidt videre, mens vi snakker kultiveret om Little Mermaid, Tivoli og Tommeliden - og jeg aner ikke, hvorfor lige netop dette eventyr er så udbredt i Japan, men det bliver altid nævnt først. Hun tilsætter to rå æg, rører lidt rundt med et sæt spisepinde, drysser til sidst med friskhakket purløg, og voila - monkfisk stew er blevet til risotto for to.
Bon appetit// // MooSan
posted by Unknown at 7:20 AM
0 Comments:
Send en kommentar
<< Home