Day six: Japan - Asiens svar på Finland!

I dag et par refleksioner over Japansk kultur efter snart en uge i Tokyo:

What's on tv?
Hvad adskiller i disse globale tider det ene lands tv-sendeflade fra det andet? Et par hurtige zap rundt på hotellets 15 kanaler en tilfældig tirsdag aften giver følgende indtryk:

Nyheder: Alle nyhedsudsendelser indledes og afsluttes med, at de to studieværter bukker - først for seerne og derefter for hinanden. En etikette, der virkelig indgyder seer-respekt!

...og nu til vejret: Den japanske udgave af "weather channel" er en ren computergenereret udsendelse uden værter. Udseendet er grovkornet grafik, som i et gammelt Nintendo spil, hvor skyer, sole og temperaturer hele tiden opdateres i små ryk. I baggrunden kører elektronisk easy listening pop af værste skuffe. Så hellere pausefisk!

Underholdning: Her falder jeg over en virkelig unik udsendelse indenfor genren "public-high tech-entertainment-service" (min betegnelse). Den MÅ simpelthen være udviklet i Japan og er sikkert sponsoreret af den samlede japanske elektronikindustri.

Konceptet er en studiescenografi i skrigende pangfarver, 1 studievært, 2 hold med 3 deltagere (so far, so good...), men her kommer så det nye: en hær af forskellige robotter, som deltagerne på forskellig vis skal styre rundt på en bane i studiet ved hjælp af stemmekommandoer, klap, hop, dans og sang. Skiftevis med 1 deltager mod/med 1 teknologi og flere deltagere med hver deres teknologipartner i konkurrence mod hinanden. Meget, meget morsomt, for her snakker vi ikke kun Kenwood-maskiner og fjernstyrede biler, men alt fra de nyeste intelligente støvsugere, til elektroniske kæledyr, industrirobotter og menneskelignende AI-butlere, der kører slalom, forcerer trapper, slår hinanden ud af kurs, danser i takt og henter bestemte genstande på kommando, mens de svarer deltagerne frækt igen alt efter formåen. De stakkels deltagere råber og skriger og pisker rundt efter de genstridige maskiner, som tilsyneladende er både døve, blinde og klodsede (eller fulde af bugs!!!). Det er jo en genial måde for producenterne at markedsføre deres produkter på og samtidig studere anvendelsen af dem.

(Ville ligesom ikke være det samme hvis TV2 og Dansk Industri indgik partnerskab og skiftede robotterne ud med øl, bacon, høreapparater og termostater!)

Det lille hus.....
Jeg er selvfølgelig langt fra den første, der bliver målløs over et japansk toilet i luksusklassen, men det er simpelthen for vildt: varme i sædet, sprinklerfunktion og bidet med strålekontrol (vidste ikke der var forskel på de to features!) , flere slags udskylning og sågar musik og volumenkontrol på skyllelyden. Man skulle tro det er en bil!!!!
(Manglede lige en PSP nedfiret i en wire fra loftet, en ekspressomaskine ved siden af toiletrullen og et stort fladskærms-tv på døren – men så var jeg aldrig kommet videre til mit møde i Sonys hovedkvarter.)

Japan - Asiens svar på Finland!
Os så til sidst en virkelig pudsig iagttagelse fra en forsker fra Tokyo University, Shin Mizukoshi, som jeg havde møde med i går. Shin har flere gange besøgt Finland, Norge og Danmark i forbindelse med forskningsprojekter indenfor mobilteknologi og kender derfor lidt til vores indbyrdes nordiske styrker og fordomme overfor hinanden. Han omtalte de tilsvarende relationer og trækasserier mellem de asiatiske lande. Japan er efter hans opfattelse lidt isoleret og udenfor fællesskabet med Kina, Korea og Taiwan både sprogligt og kulturelt, men med en unik førerposition indenfor ny teknologi- om end denne position vurderes som skrøbelig og under stort pres pga. de lave lønninger i nabolandene. Han udbrød efter denne udredning med smil i øjnene: ”….so you see, Japan is like the Finland of Asia!!!”

Det må vist være rejsens ultimative punchline - og helt for Shins egen regning, naturligvis;-)

/MooSan

Day five: A monkfish experience - godt for huden!

Jeg er så heldig, at være ledsaget i Tokyo af en sand gourmant med en bedre guidebog end min! På Simons anbefalinger stifter vi derfor denne aften bekendtskab med en japansk madoplevelse komponeret over temaet "havkat på 101 måder", Anko-Nabe (aka Monkfish Stew aka "havkat-suppe", i mangel af bedre navn) .















Vi ankommer til den meget traditionelle restaurant gennem en tung trædør i dværgstørrelse. Indenfor bliver vi hilst velkommen af flere kimonoklædte kvinder med buk og mange smil. Vi bliver bedt om at sætte skoene og går på bare tæer ind i et lille privat aflukke uden andet møblement end tatamimåtter, træudskæringer og et lavt rødt lakbord med gasbrænder på midten. Vores mange søde værtinder vimser rundt og skænker grøn te og sake, uddeler varme vaskeklude til fingrene, og vi bestiller omsider husets specialitet, Anko-Nabe - en gammel fiskeret fra landdistrikterne, som går under kælenavnet "poor man's lobster". Forventningerne skrues lige en tand op efter den besked! Men først ouverturen:

Som 1. appetizer får vi serveret sirlige skiver af havkat-lever, der dyppes i soya, og jeg må tilstå: fois gras, go home!
Som 2. appetizer får vi små monkfish-hapsere i tynd sprødstegt dej med citronsaft og tang-krydret salt. Dertil japanske pickles af græskar, ingefær og radiser. Touché til fish and chip.
Som 3. appetizer får vi .....ja, det har jeg faktisk glemt, men også en himmelsk variation af denne skønne fisk.

Hovedretten ankommer i en skinnende bowle med en række for mig ukendte grøntsager, tofu, nødder og nudler og simrer i 5 minutter foran os, mens de lifligste dufte breder sig. Imens sidder vores værtinde på knæ ved bordet og konverserer og skænker mere sake hver gang vi drikker lidt (ja, det er så her, man skal passe rigtig meget på). "Kampai" for den kunstneriske oplevelse!

Da det store øjeblik indtræffer, og retten er færdig, indtræffer imidlertid den ultimative skuffelse: kødet, hvoraf det meste er skind med fedtkant, har en konsistens som kogt flæskesvær (!!!) - måske ikke lige det, jeg mentalt har bygget op til, men det er ifølge Simon helt efter bogen, og som vores værtinde siger - "very expensive, very much collagen, very good for your skin"....og så er det jo svært at afslå.

Refleksion: Når man ser et billede af fisken virker denne egenskab ærlig talt som et paradoks - måske skulle den prøve at nippe lidt til en fjern fætter for at få fristet teinten op!

Sidste afdeling af madforestillingen har karakter af gedigen tryllekunst: Suppen tilsættes kogt ris, koger lidt videre, mens vi snakker kultiveret om Little Mermaid, Tivoli og Tommeliden - og jeg aner ikke, hvorfor lige netop dette eventyr er så udbredt i Japan, men det bliver altid nævnt først. Hun tilsætter to rå æg, rører lidt rundt med et sæt spisepinde, drysser til sidst med friskhakket purløg, og voila - monkfisk stew er blevet til risotto for to.

Bon appetit// // MooSan

Day four - part II: "Cute culture" og ambiente lydtegn

Der bliver taget billeder, sms'et og mms'et livligt fra Tokyo Game Show. Jeg får omsider taget mig sammen til at spørge en pige, om jeg må få et billede af hendes imponerende mobilvedhæng efter nu i et par dage, at have iagttaget det japanske fænomen med udsmykning af mobiltelefoner med alskens maskotter og "Hello Kitties", der dingler i store klynger.


Ifølge den japanske mobilforsker Shin Mizukoshi , er dette en del af den japanske populærkultur, "Cute culture", hvor alle døde ting besjæles gennem udsmykning, som en del af ejerens måde at skabe identititetsmarkører overfor omverdenen på. Hvis man kender koderne, kan man både se hvor ejeren kommer fra, hvilket job, tøjsmag og musikstil vedkommende har - lidt á la "Vis mig din mobil og jeg skal sige dig hvem du er".

Jeg er stadig ikke helt dér i min afkodningskompetence, så jeg nøjes bare med at konstantere, at der næsten er mere vedhæng end telefon! (Jeg må se at få mig en "Hello Kitty" til at peppe min Qtek s100 lidt op)

....Og så er der alle togene, metroerne, shinkansen, Japan Rail-togene mm. Ret svære at finde rundt i - også for japanerne - så der tages både farvekoder og lydkoder i brug for at hjælpe passagererne med at navigere. Særligt det sidste virkemiddel, hvor hver station og toglinie har sit eget lydlogo eller lille melodistump, er virkelig en oplevelse for audiotister (= lydnørder) som mig. Akademisk set kaldes fænomemet for "ambient signifiers", og lydidentiteterne, der afspilles på hver station og i hver toglinie i unikke blandinger for hvert stop, giver passageren en klar fornemmelse af hvor på hvilken linie, man befinder sig (med mindre, man som jeg har travlt med at fortrænge de skrækkelige, forvrængede midi-synth-temaer, som de har valgt at bruge).


Ikke desto mindre er jeg faktisk vild med konceptet (bare ikke med Tokyos realisering af det), og man kunne sagtens forestille sig, at noget lignende ville kunne versioneres mere smagfuldt i andre storbyer, fx i København, når Metroen skal udbygges, og der kommer flere linier, der krydser hinanden og som en del af totalkonceptet Wonderful Soundscape Copenhagen.

/MooSan

Day four - part I: Genji 2 vs. Catch a fish

Søndag er dagen, hvor en pæn procentdel af Tokyos befolkning besøger Tokyo Game Show, som er åben for offenligheden i weekenden. 175.000 mennesker går gennem tælleapparaterne ifølge arrangørerne - over det dobbelte af Madonna-koncerten i Horsens.

Allerede tidligt om morgenen står folk som sild i en tønde i toget ud til Makuhari Messen. Togene ankommer med 3 minutters mellemrum til stationen, og vendingen "følg strømmen" giver lige pludselig utrolig god mening, da der ikke er ret meget andet at gøre. Vi trasker afsted i en lang, ubrudt menneskestrøm flankeret af megafonråbende vagter, der holder styr på flokken og sørger for, at ingen af fårene bryder ud. Ikke en god dag at få et klaustrofobisk anfald, men japanerne - alt fra eksentrisk udklædte teenagere med rødt hår til mere almindeligt udseende gamere og teenagere, til forretningmænd, kærestepar, børnefamilier med klapvogne og sågar en del pensionister - virker helt cool omkring situationen, så det prøver vi også at være.


Tokyo Game Show er i spilbranchen noget så sjældent, som en sand folkefest!

Desværre også en folkefest, der giver timelange køer til alle Xbox og PS3-spil, så efter et par forsøg giver vi op og kigger i stedet de andre over skulderen. Et spil som Coded Arms Assault tiltrækker sig meget opmærksomhed pga. nogle flotte geometriske krystalformationer, der vokser ind og ud mellem bygningerne - finder dog aldrig helt ud af om krystallerne er venner eller fjender.

Favoritten er helt klart 2. udgaven af Genji til PS3, der med sit hyperreale art work og en suveræn farvemættethed er svært at tage øjnene fra igen - et sandt kunstværk - også selvom det stort set kun handler om én ting: at nakke de onde med et utal af skiftende våben og persona-muligheder.

Med så meget fantasi og detaljerigdom på grafiksiden, kunne man godt ønske sig, at der blev brugt lidt mere krudt på historierne og relationerne. Jeg er i hvert fald ikke klar til at lægge 500 kr. for ret mange af de PS3-spil, der vises på TGS.

Ved enkelte demo-stationer er der ingen kø - og ofte af god grund (ikke alt der skinner, er som bekendt guld), men ét sted dumper vi faktisk ind i et helt fantastisk spil, hvor man kun kan gisne om tilblivelsen:

En japansk game designer går hen til sin chef og siger:" Jeg har fået en ide til et nyt spil. Det handler om at fange fisk i en sø!". "Okey,...", siger chefen, "og hvad sker der så?". "Jamen det er sådan set det hele.......man står med en fiskestang og kaster en line ud i en sø, og så kan man hale linen indad i forskellige hastigheder. Nogen gange er der en fisk, der bider på, men ikke hver gang. Hvis fisken bider, så skifter billedet fra hel total til nærbillede af fisken under vandet, der nipper efter madding på krogen. Man kan så justere hvilken krog og madding man vil have på, hvilken tykkelse line og hvor hurtigt man haler ind. Der er også forskellige størrelser fisk, så der er lidt variation!".

Jeg ved ikke helt hvor chefen så spillets USP, men mit gæt er, at han tippede det til at blive enhver lystfiskers drøm i vintersæsonen......total kontrast til alle "shoot them up"-spillene på messen og faktisk helt medidativt med det ekstremt langsomme tempo og de tågede pastelfarver. Jeg fangede i øvrigt aldrig fisken (selvom det flere gange var tæt på med en ordentlig krabat!) , og på den måde ligner det jo virkeligheden meget godt....

/MooSan

PS. Soundtracket til denne posting er "Loudland" med Pizzicato Five.

Day three: ...men hvor er cowboyhattene?

Lørdag i Tokyo tager jeg en pause fra messen. Det giver tid til at hæve blikket og se sig lidt omkring, fornemme byen, stemningen, lydene.

Og hvad er det så der slår en?

- jo, ser man bort fra skrifttegnene fra facaderne, så minder det nordøstlige område af Tokyos centrum, Akihabara hvor jeg bor, mest af alt om "amerikansk storbyskyline møder Las Vegas neonfacader møder Chicagos hævede togspor i centrum møder Londons taxaer, møder New Yorks subway møder østeuropæiske brune floder".














....men hvor er de højrøstede amerikanere med cowboyhattene?

På gaden i Tokyo overdøves al snak af evig høj musik, der strømmer ud fra butikker og stormaga-siner og blander sig med lyden af tog, biler og knallerter. Når disse lyde ind imellem rammer et lokalt minimum i lydstyrke, så er her faktisk meget stille og kun få stemmer høres - også selvom man er omgivet af mennesker.


Meditate on this I will.......

/MooSan

Day two: Ying & Yang - mest det sidste

Tokyo Game Show åbnede fredag den 22. september med "businessday" for de få udvalgte - dvs. os fra Diginet Øresund og 30.000 andre, som også kunne hive visitkort eller pressekort frem.

At træde ind i Makuhari Messens hal 5 og 6 er, som at dumpe ned på hovedgaden i Las Vegas med blinkende neonskilte og pumpende stereoanlæg, der spiller skønsomme blandinger af mørk techno, lystig spilleautomatmusik, skinger japansk electropop og kampscener fra krigsfilm. Ikke for sarte sjæle. Al samtale er umulig og ørepropper tilrådeligt.














Sony kører hårdt på med messens suverænt største stand - en kulsort boks hvor der på storskærme og med THX lydanlæg vises imponerende sneakpreviews på en lang række af de kommende PS3-spil. Selvom julesalget i Europa er røget pga. de seneste forsinkelser, så ser det ud til, at der er noget der er værd at vente på - i hvert fald hvis man er til hyperrealistisk grafik, X-Men inspirerede kvindelige Ninjaer med pisk, blåskællet hud og enorme bryster, der betvinger krybdyrslignende monstre, som konstant skyder op af jorden. Eller pansrede Terminator-helte, der legende let svinger våben med sigtekorn større end Rundetårn mod de truende dommedagsmaskiner, som i antal og formationer ligner fluesværme på en varm sommerdag.














I den anden grøft bydes der til PS3 på stadig mere realistiske golf-, basketball- og bilspil med alle de kendte idoler – nu med ar og tatoveringer på de synlige kropsdele. Der er horder af storøjede animé-piger klædt i minimale beklædningsgenstande der spiller pigegolf med fnis og vejrmøller hver gang bolden går i hul. Lidt samme segment rammes sikkert af den nye lyserøde PSP, der i overstørrelse havde fået en prominent placering øverst på en romersk søjle (!!!) hvor den tiltrak sig mange fotografers opmærksomhed.
Karnevallet er vist kommet til byen, og konklusionen herfra er, at PS3 lover mest Yang og ikke så meget Ying. PS3-paletten arbejder tilsyneladende kun med pangfarver, og jeg kunne personligt godt ønske mig, at nogen turde give et bud på en mere afdæmpet og sofistikeret måde at udnytte de nye flotte grafiske muligheder på.














I hal 3 dominerer Microsofts snehvide fe-palads med den blå drage, Blue Dragon, og hans mange animerede venner, der hopper og springer for deres liv på de hvide konsoller, mens køerne bliver længere og længere af spillere, som venter på deres tur til at prøve de nyeste spil til Xbox 360 og Xbox Live. Stemningen er mere afdæmpet og sofistikeret end ved Sonys stand. Her lokkes med parfumer, tasker og flotte foldere, hvis man tager sig tid til at vente i køen, men man mærker tydeligt, at dragen alligevel ikke er på hjemmebane. Her i Tokyo er det Sony og Nintendo, der er Kongerne.














Man spørger uvilkårligt sig selv: hvor findes perlen i dette virvar? Hvordan finder man det unikke og nye, når alt overdøver hinanden og flyder sammen i en stor blinkende dunkende krop af lyd og lys, og standene kun adskiller sig fra hinanden ved pin up pigernes fantasifulde outfits og omslaget på brochuren?

Et enkelt kuriøst indslag er 3D arkadespillene, Xtation fra Sevendata, hvor man får udleveret briller, der får drager og soldater til at hoppe ud af skærmen foran én. Mon manden, der udleverer og indsamler 3D-brillerne, følger med spillet ud til detailhandlen?

En anden sjov stand er KDDI med netbaserede indholdsservices, hvor der skal monteres et webkamera på en bøjelig arm på mobilen, så brugeren kan filme enten sig selv eller sin mobilskærm og lade andre kigger med på spillet eller spilleren i realtid over nettet.















Men mest imponeret er vi faktisk over branchens talenter og undergrund, der præsenterer sig selv i hal 7. Her har skoler, akademier og universiteter fra hele Japan slået sig ned med professionelle stande og demostationer med mere eller mindre imponerende spil, som man kan prøve eller få med hjem på dvd. Posen over skulderen fyldes hurtigt med foldere og alverdens tingel tangel, der alt sammen fortæller hvem den (eller de) håbefulde afsendere er. Det bedste af det hele er, at finder man et godt spil, så står ophavsmanden eller kvinden lige ved siden af og er klar til at fortælle om detaljerne med fakter, smil og buk. Det må være meget bekræftende for de japanske studerende sådan at være under samme messetag som alle verdens førende spilstudier.

Endelig er der et par stande, der repræsenterer spilbrancher i lande udenfor Asien. Vi talte med arrangørerne af den Canadiske stand og kunne sagtens se for os, at hvis alle gode kræfter i Norden kan finde ud af at trække på samme hammel fra nu af, så vil der forhåbentlig fra næste år og fremover ligge en endnu flottere nordisk stand lige ved siden af den canadiske.


Så til alle jer spilvirksomheder derhjemme: nu er bare med at få gang i produktionen af papmachedyr, vikinger og H.C. Andersen-figurer i det lange vinteraftener.....et par posters og de nordiske flag er simpelthen ikke nok, hvis man vil tiltrække sig opmærksomhed på Tokyo Game Show. Så hvorfor ikke bruge af den unikke IP vi har? (Måske er der nogle ideer fra åbningsshowet til vinter-OL i Lillehammer 1994, som kan genbruges......:-)

Efter en dag med alt for meget Yang, slutter vi dagen med lidt Ying-stemning på en lille lokal restaurant siddende med bare tæer på tatami-måtter og lyden af rislende vandfald i hvert hjørne af rummet. Her indtager vi et fantastisk måltid med lidt lækre forretter, sopa (nudler af boghvedemel) med tempura, lidt sake og til dessert en kage med grøn te.

Mon sådan en oplevelse nogensinde kan spilles på PS3?

/MooSan

Day one: Hvordan ved man, at man er i Tokyo?

Hvordan ved man, at man er i Tokyo - og ikke i Hong Kong eller Seoul?

- Man flyver i 12 timer mod solen og bliver over højttaleranlægget i destinationslufthavnen bedt om at holde sin mobiltelefon slukket af hensyn til andre tilstedeværende. (Alligevel står alle vesterlændinge i toldkøen desperat og prøver at få netværksforbindelse til mobilen i håb om at modbevise det faktum, at vestlige mobiler faktisk ikke virker i Japan. Står ellers på side 1 i de fleste guidebøger)

- Næsten ingen japanere taler i mobiltelefon. (Men gør alt muligt andet med den)

- Tolderen bukker flere gange, mens han kigger mit pas igennem og interviewer mig om hvad jeg skal i Tokyo - og et ekstra buk føjer sig til hans afsluttende replik, "Aaaaaarh, aaaaarh, Tokyo Gæm Shå, hai". Jeg forsøger mig med mit første ”arigato” (tak) og får et ekstra buk.

- Billetdamen er så dårlig til engelsk, at hun - uden at indrømme, at hun er helt blank på adressen - giver mig billet til en forkert busrute (men til gengæld rækker mig den med begge hænder og bøjet hoved og et ”hai”). Jeg opdager først fejlen halvvejs ude af lufthavnen, da rutedisplayet skifter fra skrifttegn til engelsk, står af bussen (under megen bukken fra alle implicerede) , går tilbage til terminalen og får en ny billet til en anden busrute mod centrum. Tager taxa det sidste stykke - desværre til det forkerte af to enslydende hoteller - og bliver under utrolig megen bukken gelejdet ud af det forkerte hotel, over i en ny taxa og ender til sidst på det rigtige Tokyo Green Hotel. Stort ”arigato” og lidt tips til den sidste taxachauffør.

.....og sikken en lettelse at træde ind i foyeren og se to mennesker, man kender: Simon Niedenthal fra Malmø Høgskola og Tom Felices fra Nordic Game Program, som jeg skal besøge messen sammen med i morgen. Så ved man definitivt, at man er i Tokyo!

sayonara
/MooSan

Diginet Øresund til Tokyo Game Show 2006

Tokyo Game Show 2006 løber af stablen den 22., 23. og 24. september. Henriette Moos, videnschef hos Diginet Øresund, er med. Følg hende her på bloggen.