Day one: Hvordan ved man, at man er i Tokyo?

Hvordan ved man, at man er i Tokyo - og ikke i Hong Kong eller Seoul?

- Man flyver i 12 timer mod solen og bliver over højttaleranlægget i destinationslufthavnen bedt om at holde sin mobiltelefon slukket af hensyn til andre tilstedeværende. (Alligevel står alle vesterlændinge i toldkøen desperat og prøver at få netværksforbindelse til mobilen i håb om at modbevise det faktum, at vestlige mobiler faktisk ikke virker i Japan. Står ellers på side 1 i de fleste guidebøger)

- Næsten ingen japanere taler i mobiltelefon. (Men gør alt muligt andet med den)

- Tolderen bukker flere gange, mens han kigger mit pas igennem og interviewer mig om hvad jeg skal i Tokyo - og et ekstra buk føjer sig til hans afsluttende replik, "Aaaaaarh, aaaaarh, Tokyo Gæm Shå, hai". Jeg forsøger mig med mit første ”arigato” (tak) og får et ekstra buk.

- Billetdamen er så dårlig til engelsk, at hun - uden at indrømme, at hun er helt blank på adressen - giver mig billet til en forkert busrute (men til gengæld rækker mig den med begge hænder og bøjet hoved og et ”hai”). Jeg opdager først fejlen halvvejs ude af lufthavnen, da rutedisplayet skifter fra skrifttegn til engelsk, står af bussen (under megen bukken fra alle implicerede) , går tilbage til terminalen og får en ny billet til en anden busrute mod centrum. Tager taxa det sidste stykke - desværre til det forkerte af to enslydende hoteller - og bliver under utrolig megen bukken gelejdet ud af det forkerte hotel, over i en ny taxa og ender til sidst på det rigtige Tokyo Green Hotel. Stort ”arigato” og lidt tips til den sidste taxachauffør.

.....og sikken en lettelse at træde ind i foyeren og se to mennesker, man kender: Simon Niedenthal fra Malmø Høgskola og Tom Felices fra Nordic Game Program, som jeg skal besøge messen sammen med i morgen. Så ved man definitivt, at man er i Tokyo!

sayonara
/MooSan