Lyd kan både opfattes som et objekt og som en proces. På det mindste tidslige plan opfatter vi lyd som en enkelt størrelse udtrykt i begreber som fx et klik, et suk, et brag, et knirk osv., men der også klart, at enhver lyd har en varighed, som står i relation til de lyde, der måtte komme før eller efter. Inden for et kort tidsperspektiv kan lyden af en tromme opfattes som del af en rytme. I et andet perspektiv kan samme lyd ses som en historisk reference og således indskrive sig i en tradition.
Oplevelsen af musik som enten objekt eller proces er præget af kulturelle trends, der konstant sætter nye rammer om den.
I Vesten ses musik i mange sammenhænge som et eller flere objekter, der afgrænses med passende navne og begreber og fastholdes i bestemte former fx på papir eller på bånd. Når musikken er et objekt, kan man have rettigheder til ’sin egen’ musik som komponist eller som forbruger. Rettighederne afhænger af kulturel eller økonomisk sammenhæng og forståelsesramme, og Wagners opera kan også ses som orkestrets indspilning i dirigentens fortolkning, som pladeselskabets produkt og som forbrugerens cd, etc.
Som kontrast eksisterer musik også som proces. Den er konstant i fluks og kan ikke fastholdes i en komplet form. En proces deles ofte af flere i et socialt sammenhold: Et band der improviserer, en folkemusikalsk tradition eller en national musikstil. Her opleves ejerskabet i højere grad som værende fælles og derfor også som afhængigt af gruppens afgrænsning og indbyrdes kommunikation.
Oplevelsen af musik er også afhængig af mediering. Livemusik opfattes typisk som en proces. Musikken bæres i kroppen, fremføres i nuet, fællesskabet er fysisk til stede, og man er således også fælles om at huske traditioner og udføre ritualer. Også den noterede musik danner basis for performance, men her har musikken desuden en mere objektiv status som ren idé. Optaget musik gør straks sagerne mere komplicerede, da den her har flere anvendelsesmuligheder og kan ejes af flere aktører med forskellige både ophavs- og forbrugsrettigheder. Optagelser kan lagre en performance, så vi kan dyrke den fysiske præstation og tilstedeværelse uafhængigt af tid og sted, samtidig med at musikken kan bevare en status som idé eller værk. Tænk fx på Sgt. Pepper.
Den digitale udvikling har åbnet nye muligheder og tvunget virksomheder til at sætte nye rammer om oplevelsernes værdi. Det er i dag relativt billigt at producere musik, og distributionen af den kan flyde direkte fra producer til forbruger. Denne demokratisering af produktionsfaciliteter og mediekanaler gør det sværere at skelne mellem produktion og forbrug, hvilket fx kommer til udtryk i de store portaler som MyMusic og MySpace, hvor selv de mindste og mest obskure projekter kan lægge materiale ud til alle. I dag kan den mest menige forbruger selv producere kulturelle objekter. Dette blev allerede muligt med kassettebåndoptageren og fotokopimaskinen, men især den CD, DVD og Internettet muliggør en hurtig, billig og eksakt kopiering af alle former for digital information. Det bliver sværere at sætte rammer, så musikken holdes i sin form som objekt.
Tidligere tiders forretningsmodeller har bygget på principper som udbud og efterspørgsel, men nye muligheder rejser nye spørgsmål: Hvordan kan det færdige værk opfattes som værdifuldt, hvis det er fuldt ud tilgængeligt for alle, gratis og let at kopiere og slette? Mister musikken noget af sin oplevede værdi, når den ikke er eksklusiv? Og mister ophavsmanden sin status, når han ikke kan håndhæve sine rettigheder?
Svaret synes at være, at nutidens musikydelser i højere grad er udformet som en proces, der inddrager forbrugeren som fx sanger i Sony Playstations karaokespil Singstar eller som radiotilrettelægger på Pandora.com. Objektet er her et kommercielt produkt, der i stedet for at være et sluttet, fuldstændigt værk i højere grad optræder som en platform for forbrugeren, der gennem sin egen kreative proces selv står for en del af den musikalske skabelse.
Dette åbner for endnu flere spørgsmål:
Er nutidens musikalske objekt i højere grad et åbent objekt, der ikke direkte viser ophavsmandens kreativitet men derimod brugerens? Er fremtidens musikalske produktion i højere grad at sammenligne med spildesign, som skal bedømmes på helt andre præmisser end den gængse værkopfattelse? Inden for spildesign er tommelfingerreglen ”low threshold – high ceiling” (let tilgængeligt men med plads til stor kompleksitet), men hvordan hænger det sammen med den eksklusivitet, der traditionelt knytter sig til musikkulturens anerkendelse af den ægte fan eller kender? Hvordan vil disse produkter se ud?
Hvis nogen har bud på fremtidige services, eksempler på nuværende tilbud i samme kategori eller bare en kritik af dette indlæg, er jeg meget lydhør. Fremtidens formidling af musik står højt på dagsordnen i projektet i disse dage.
